Velkommen til Faxe Blæserne 2020
August 2020 – Næste generation blæste sig røde og blå
De blæste så de blev både røde og blå i hovedet – eller i hvert fald i hornene.
23 børn fik sig en på opleveren, da Faxe Musik gav dem en introduktion i rytme og blæseinstrumenter. Arrangementet foregik i SFO Solhøjen i Faxe og blev støttet af Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF.
Måske kommer nogle af børnene en dag til at udgøre den næste generation i Faxe Musik.
Onsdag den 7. juni 2020 – Sammen igen
Efter tre måneder kan Faxe Blæserne nu øve samlet igen. Efter regeringen har hævet forsamlingsforbuddet til 50 behøver orkestret ikke længere øve skiftevis med low brass og high brass.
At det overhovedet kan lade sig gøre at holde øveaftener, kan vi takke Mindeværdig Rønnede Kro for, som velvilligt har stillet lokaler til rådighed under krisen.
Desværre bliver det kun til to samlede øveaftener. Efter den 17. juni holder Faxe Blæserne nemlig sommerferie indtil begyndelsen af august.
Corona-krisen: Rønnede Kro skaffede øvelokale
Covid-19 situationen har betydet at Faxe Blæserne ikke har kunnet øve sammen i næsten to måneder, fordi orkestret ikke må bruge det lokale, Faxe Kommune ellers stiller til rådighed.
Men i begyndelsen af maj kom Mindeværdig Rønnede Kro os til hjælp og gav os lov til at låne et lokale, hvor vi kan øve med den påbudte afstand – i begyndelsen to meter og siden én meter.
Så længe der kun må samles ti personer, har orkestret været nødt til at dele sig op i to grupper, således at der er otte musikere og en dirigent i hver gruppe.
Grupperne øver så på skift under hensyntagen til myndighedernes krav samt en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger, orkestret selv har opstillet.
En kæmpe tak skal lyde til Mindeværdig Rønnede Kro, som har givet os en uvurderlig mulighed for at være i topform til kommende engagementer.
Tirsdag den 7. april 2020 – Koncerter med afstand
Musik er normalt noget, der bringer mennesker sammen og det var da også i den hensigt Faxe Blæserne i starten af april spillede for beboerne på tre plejecentre i Faxe Kommune. Alligevel foregik det med behørig afstand, både til publikum og musikerne indbyrdes, for at leve op til myndighedernes krav i forbindelse med corona-krisen. For at sikre afstanden blev overholdt, havde orkestret medbragt målebånd.
For beboerne på Solhavecentret i Karise, Hylleholtcentret i Faxe Ladeplads og Kildebo i Faxe var koncerterne et dejligt afbræk i en tid, hvor de var afskåret fra at få besøg fra pårørende. Også for musikerne var det dejligt at komme ud og få blæst instrumenterne igennem. Hele foråret har de nemlig været afskåret fra at gennemføre de ugentlige øveaftener. På grund af kravene var det desværre kun tilladt at spille med ti musikere.
For lige at få stemningen på plads til koncerterne, havde Faxe Blæserne dog et par dage før velvilligt fået lov til at låne FDF Huset i Haslev. Her var det nemlig muligt at øve med den behørig afstand.
De tre koncerter fik fin dækning både i lokalpressen og i DR P4 Sjælland. Også Faxe Kommune havde en fin omtale på deres Facebook side.
Se linket, start på ca. 1:30 minutter
Vi blæser – men ikke på coronaen
Hos Faxe Blæserne tager vi naturligvis henstillingerne omkring corona-virussen alvorligt. Vi har derfor været nødt til at sætte alle planlagte arrangementer her i den første del af 2020 på stand by.
Også de ugentlige spilleaftenere på Rolloskolen i Faxe er aflyst, indtil der er en afklaring på situationen.
Men det betyder ikke at blæserne ligger på den lade side. Medlemmerne opfordres i stedet til at give den en ekstra skalle på instrumentet derhjemme. Og der er nok at tage fat på. Faxe Blæserne har netop anskaffet en lang række nye numre til det fremtidige repertoire. Dem glæder vi os til at præsentere, når situationen igen er normal.